DERFOR VIL DU GERNE HAVE TOPKARAKTERER

Det kan virke åbenlyst, at du gerne vil have topkarakterer. Men er det nu også det? Jeg har samlet adskillige årsager til, hvorfor du ønsker høje karakterer. Artiklen er blandt andet baseret på forskning, der viser, at godt 95 % af alt hvad vi gør, er styret af vores underbevidsthed. Vores hjerne styrer langt flere vores handlinger og dermed beslutninger, end vi tror. Læs artiklen og bliv klogere på, om det er den bedste strategi at gå efter topkaraktererne.

AT FÅ DE HØJESTE KARAKTERER ER ENSBETYDENDE MED, AT DU ER DEN BEDSTE

Det føles godt at få et 12-tal. Det kan sammenlignes med at løbe først over målstregen. Du er den bedste, fordi du har fået den højeste karakter. Den gode følelse opstår, når din krop starter en kemisk reaktion og udløser serotonin. Serotonin er et stof, der vækker en følelse af succes i kroppen. Dog er det ikke kun serotonin, der udløses, da kroppen yderligere udløser dopamin, når du føler spænding. Dette kan for eksempel være inden, at du får din karakter. Både serotonin og dopamin er stoffer, du kan blive afhængig af, hvorfor du igen og igen ønsker at opnå den gode følelse ved at få topkarakterer. 

Desværre er topkarakterer sjældent begrænset til én person. Alle kan få topkarakterer, og lidt for mange får det efterhånden, hvis man spørger alle undtagen undervisere. På nogle universiteter er det helt op til hver sjette elev, der får topkarakter for deres speciale. Du er dermed mindre speciel, hvis der vurderes på gennemsnit, idet andre også belønnes med topkarakterer. 

Men hvad oplever du, når du skal dele førstepladsen med andre “vindere”? Først og fremmest oplever du, at du har det okay med, at andre også får et 12-tal, hvis du ved, at der sidder et godt hoved på dem. Men hvad oplever du, hvis de ikke fortjener at få et 12-tal? Hvad er det så, der sker?

NÅR ANDRE BLIVER BELØNNET FOR NOGET, MAN IKKE FØLER, DE HAR FORTJENT

Jeg glemmer aldrig en nytårsaften hos nogle venner. Jeg var placeret ved siden af en sød pige, og jeg mindes, at vi flirtede, mens rødvinen løbende fandt smutveje ned i mit vinglas. Snakken gik, og vi kom ind på, hvad vi lavede rent jobmæssigt. Her gik jeg fra at være interesseret til at blive irriteret på hende.

På daværende tidspunkt var jeg i praktik i en startup-revisionsvirksomhed, hvor jeg kæmpede med at finde noget bedre. Hun havde derimod et ret fedt job inden for marketing, som hun ikke havde fået på grund af slid og gode resultater. Vedkommende, der havde ansat hende, var ejeren af virksomheden – hendes far. 

Min første tanke var, at det var unfair og ufortjent. Præcis hvad du føler, når andre får en topkarakter, og du får en karakter, der ikke føles som værdig. Du føler uretfærdighed, fordi du ikke føler, at de andre fortjener at få en topkarakter, når de ikke har lagt den indsats i at opnå det, som du har.

VI ER ALTID BLEVET FORTALT, AT TOPKARAKTERER ER DET ENESTE RIGTIGE AT GÅ EFTER

En anden årsag, skal vi finde nogle år tilbage. Jeg var otte år, da min storebror begyndte at stifte bekendtskab med lommefilosofi. Jeg var min storebrors prøvekanin, og jeg kan huske, at han stillede mig spørgsmålet: “Hvordan ved du, at Kina eksisterer?” Dette var før, at man anvendte Google, så jeg begyndte at argumentere for, at man kunne se Kina i avisen, i fjernsynet og på verdenskortet. 

Men faktum var, at jeg ikke vidste, om det var sandt. Jeg havde aldrig været i Kina. Jeg boede på landet, så jeg havde aldrig mødt en person fra Kina. Dog var jeg overbevist om, at Kina eksisterede. Uanset om jeg kunne bevise det eller ej.

Det er lidt det samme princip, der sker med topkarakterer. Du er fra barnsben blevet fortalt, at karakterer får dig videre i systemet. Du hører det fra folk, der ved, at udsagnet er sandt, fordi det er sket for dem. Forskellen er dog, at Kina hverken forsvinder eller rykker sig. Hvis jeg flyver fra Kastrup til Shanghai, så vil jeg lande i Kina – det gælder både nu og for 30 år siden.

Men her er forskellen, at du ikke vil lande et sted med de samme jobmuligheder efter endt uddannelse, som dine forældre eller andre fra en ældre generation gjorde efter endt uddannelse. Tiden har ændret sig, men det glemmer du at tænke over. Ellers ignorerer du det, fordi du er overbevist om, at topkarakterer giver bedre jobmuligheder til trods for, at artikler og data viser noget andet.

Inden for psykologi heder dette fænomen illusory truth effect, hvilket kendetegnes ved, at en løgn bliver til sandhed, når løgnen er blevet fortalt nok gange. For hvis noget bliver ved med at blive påpeget, så må der jo være noget om det.

DU GÅR EFTER TOPKARAKTERER, FORDI DET ER DEN NEMMESTE LØSNING

Et af de bedste og værste råd til studerende er: “Det er vigtigt, at du får erhvervserfaring, mens du studerer. Det øger dine chancer for at få et godt job. Så sørg for at få erhvervserfaring”. Det er rigtigt, men det er også upræcist. Det er der en del råd, der er. Jeg kalder det for “ukonkrete korrekte råd”.

Her er nogle eksempler på ukonkrete korrekte råd: ”Du skal spise sundt”. ”Du skal motionere”. ”Du skal finde en læsegruppe”.

Hvis du ikke ved, hvad sund mad er, eller hvordan du får gode spisevaner, så er “spis sundt” et ukonkret korrekt råd.

Hvis du ikke får hjælp til at lave et træningsprogram og vælge det rette udstyr, så er det et ukonkret korrekt råd.

Hvis du ikke er afklaret med, hvad du vil efter studiet, så ved du heller ikke, hvilken erhvervserfaring du skal gå efter. Det er derfor ikke mærkeligt, hvis du stresser over rådet: “Skynd dig at få dig et job, der kan give dig erhvervserfaring”. For hvad betyder det? Hvad er det næste naturlige skridt, du skal tage for at få erhvervserfaring?

Det er desværre sjældent, at du får den rådgivning med på vejen. Du går derfor tilbage til den aktivitet, der er nemmest at udføre, og som formentlig giver dig et godt job – du går efter at få topkarakterer. Topkarakterer er ikke nødvendigvis nemme at få, men du har også en god idé om, hvad du skal gøre, for at få topkarakterer. 

VI ER FØLELSESMÆSSIGT TILKNYTTET TIL VÆRDIEN AF KARAKTERER

Sir Isaac Newton skrev tre Laws of Emotions i 1687. Disse er medvirkende til at forklare, hvorfor du sætter så stor pris på dine topkarakterer, og hvorfor du ønsker flere af dem.

Newton skrev blandt andet: “The stronger we hold a value, that the stronger we determine something as superior or inferior than all else, the stronger its gravity, the tighter its orbit, and the more difficult it is for outside forces to disrupt its path and purpose”.

Vi har en tendens til at værdisætte noget højt, hvis vi selv har opnået det. Det hedder endowment effect. Vi gør det både med karakterer samt med uddannelser. 

Når vi er fordybet i noget, som vi har investeret tid og kræfter i, er det svært at indse, at det ikke har den samme værdi for andre. Det er noget, vi alle oplever.

Du har for eksempel kæmpet for at få topkarakterer. Du har sagt nej til fester, ferier og andre fornøjelser for at sikre, at du fik topkarakterer. Du vil derfor mene, at dit gennemsnit rummer en høj værdi. Endvidere vil du mene, at du fortjener et godt og velbetalt job. Det er helt naturligt, men det er også helt forkert. 

DET ER EN KONKURRENCE, DU KAN FORSTÅ

Hvis du ikke har lært, at karriereafklaring ikke kan klares på et to timers kursus, giver du op. Du kaster dig over noget, du kan forholde dig til ligesom de fleste andre. Du kaster dig over noget, der har en stærk historik af anerkendelse: at fokusere på at få topkarakterer.  

Det kan sammenlignes med at se serien Venner igen og igen i stedet for at finde ud af, hvad du ellers kan se. Det er det nemme og sikre valg. Det kan føles godt at vælge det nemme valg, fordi du altid har gjort det, og det tidligere har fungeret for andre.

Men: “The 7 most expensive words in business are: We have always done it that way!
– CDV by Catherine DeVrye 

Det er nemmere at retfærdiggøre, at karakterer er vigtige, end det er at forfølge et alternativ. Det er generelt nemmere at gøre det, du altid har gjort. Hvis du prøver at overtale andre om, at noget ikke længere er sandt, så kræver det mange argumenter for at overtale dem. I løbet af hele dit studie er du blevet fortalt, at karakterer får dig videre i systemet. Du har endda selv oplevet det fra folkeskolen til gymnasiet til universitetet, så hvorfor skulle det ikke længere være sandt?

DU HAR EN TRO PÅ, AT DET ER DET RIGTIGE AT GØRE

Karakterer fik dig videre fra folkeskolen til gymnasiet og videre til universitetet. Så det ligger i kortene (og overbevisningen), at karakterer også skal få dig ind på arbejdsmarkedet. 

Karakterer er en interpersonel religion, hvor akademikere går efter de høje karakterer, fordi de høje karakterer medfører de bedste jobmuligheder. Omvendt medfører lave karakterer et dårligere job, et dårligere helbred og færre jobmuligheder. Da du gerne vil bidrage med mest muligt i verden samt bringe tryghed til din fremtidige familie med en solid indkomst, så gør du det, der formentlig kan sikre dette. Du går efter de høje karakterer. 

DET ER ET RITUAL, DU GERNE VIL FORTSÆTTE

Det er ligesom at gå efter mandlen til jul, klippe spidsen af sokkerne på gommen efter brudevalsen eller køre i vogn efter den afsluttede ungdomsuddannelse. Det er ritualer, som vi tillægger en stor værdi. Ritualer giver en følelse af at være en del af fællesskabet, og det er ikke meget anderledes med topkarakterer. Det er et ritual blandt studerende at gå efter topkarakterer, fordi det gør man, når man går på universitetet. 

DU ER FALDET I FÆLDEN FOR SURVIVORSHIP BIAS

Vi hører primært historier om studerende, der går ud med et højt gennemsnit. Vi hører også enkelte historier om entreprenører som Bill Gates og Mark Zuckerberg, der har fået enorm succes, selvom de forlod universitetet. Vi har en ydmyghed omkring vores manglende evner som entreprenører, hvilket får os til at gå efter det nemme og realistiske valg: at sammenkæde gode karakterer og gode jobs. Vi går derfor ikke efter at blive den nye Bill Gates eller Mark Zuckerberg, men det stopper os alligevel ikke fra at falde i fælden for survivorship bias.

Survivorship bias stammer fra Anden Verdenskrig, hvor Abraham Wald undersøgte, hvordan man bedst kunne undgå, at fly blev skudt ned. Wald startede med at undersøge de fly, der var hjemvendt. Dog indså Wald, at denne tilgang overså en væsentlig faktor – man undersøgte ikke de fly, der ikke kom hjem. Man skulle også inkludere de nedskudte fly.

Hvis du lider af survivorship bias i forbindelse med at jagte topkarakterer, så overser du en væsentlig faktor – der er mange personer med topkarakterer, som ikke har et godt job. Udfordringen er dog, at du ikke hører om disse personer, fordi medierne. Derudover hører du heller ikke sandheden fra de personer, der har et dårligt job. 

Når du udelukkende læser om det positive ved at få topkarakterer, så glemmer du at stille spørgsmålet: “Hvad med alle dem, vi ikke hører om?”

Det er værd at overveje, om du skal fokusere på topkarakterer, eller om du skal fokusere på at studiebooste og lade de andre studerende slås om de høje karakterer. Det er værd at undersøge, om du har en større chance for at få drømmejobbet ved at fokusere på noget andet.

DU ER HARDWIRED TIL AT GÅ EFTER TOPKARAKTERER, FORDI DU HAR LÆRT, AT DET ER RIGTIGT

Joe Dispenza, forfatter og neuroforsker, har skrevet en formidabel bog, der hedder Breaking the Habit of Being Yourself. Bogen beskriver, at vi i høj grad er påvirket af det miljø og de mennesker, vi omgås. Vi er et produkt af vores fortid og nutid. Endvidere er vi et produkt af de minder og vaner, vi har. 

Hvis du tænker over de seneste år, så har du formentlig fokuseret på studiet, hvilket dine medstuderende også har. Du har haft undervisere, der har overbevist dig om det positive ved topkarakterer. Du har dermed fået bekræftet igen og igen, at det eneste rigtige er at gå efter topkarakterer. Her er et citat fra Dispenzas bog, så du også kan få det bekræftet af en af verdens førende eksperter inden for neurologi: 

“When you consider that your brain is a complete record of your past and your mind is the product of your consciousness, in one sense, you might always be thinking in the past. By responding with the same brain hardware matches with what you remember, you are creating a level of mind that is identical with the past, because your brain is automatically firing existing circuits that reflect everything you always know, have experienced and thus can predict. According to quantum law, which by the way is still working, your past is now becoming your future

Erhvervslivet anbefaler, at du får erhvervserfaring. En uskreven fordel er, at det tvinger dig til at få andet ud af din studietid. 

Dine undervisere vil formentlig sige, at topkarakterer er vigtige, fordi det er dine høje karakterer, der betaler deres løn. og du har hørt forklaringen flere gange fra undervisere, end du har fra erhvervslivet, og … du har oplevet på egen krop, hvad topkarakterer kan gøre. Derfor er de hardwired til at sige, at topkarakterer er det vigtigste, selvom de også anbefaler, at du får et relevant studiejob. 

DET BEDSTE RÅD JEG KAN GIVE DIG OM KARAKTERER

Gå ud og snak med de mennesker, der ansætter folk. Du kan spørge dem om, hvad der lægges vægt på, når de ansætter nyuddannede. Formålet er ikke at få bekræftet, at karakterer ikke er det primære. Formålet er derimod at få bekræftet, at der er mange faktorer, der spiller ind. 

Snak gerne med de mennesker, der har den samme uddannelse som dig. Du kan spørge dem om, hvorvidt de er kommet til jobsamtale på baggrund af deres gennemsnit. Endvidere kan du spørge dem om, hvor meget de snakkede om deres gennemsnit til jobsamtalen.

Du kan sammenligne det med en partner. Du vælger ikke en partner ud fra én kvalitet såsom udseende. Du vælger en partner ud fra en bred vifte af kvaliteter, erfaringer og potentielle muligheder. Det samme gør en arbejdsgiver. Din fremtidige arbejdsgiver er formentlig ikke din underviser, så derfor bør du snakke med potentielle arbejdsgivere for at se, om de prioriterer topkarakterer eller andre kvalifikationer.