Du starter et studie, og du færdiggør dit studie. Derefter håber du, at der er nogen, der vil give dig et arbejde – netop som du er færdiguddannet, fordi dér er du klar til at begynde med at arbejde. Desværre er det ikke altid sådan, at det hænger sammen. I dette blogindlæg lærer du, hvorfor du skal være klar til at løbe din karriere i møde tidligere, end du tror.
Forestil dig, at du går ind på en fastfoodrestaurant i samme øjeblik, som en frustreret anden kunde går ud ad døren. Restauranten er tom for mennesker. Du undrer dig, men du tænker ikke nærmere over det. Din mave har sendt dig afsted på en hastemission: “Skaf. Mad. NU!”
Du går op til kassen:
“Ja, jeg vil gerne bede om fem cheeseburgere, en stor pommes frites og en stor chokolade milkshake, tak. Jeg betaler med dankort på beløbet, og jeg spiser her.”
Ekspedienten taster din bestilling ind, hvorefter han kigger op og smiler: “Det bliver 98 kroner. Jeg skal bede dig om at komme tilbage om tre timer, så du kan hente din mad.”
Du kigger op. Denne gang oprigtig forundret.
“Om tre timer? Hvorfor først om tre timer?”
“Ja”, svarer ekspedienten, hvorefter han kigger på uret. “Køkkenpersonalet møder ind om to en halv time. Så skal de lige starte køkkenet op og gøre klar, og så kan de lave din mad.”
Ekspedientens ord giver ingen mening for dig.
“Men jeg er sulten NU!”, svarer du febrilsk. “Jeg er en kunde i jeres restaurant NU.”
Ekspedienten svarer: “Det forstår jeg godt, men vi har lavet nogle ændringer, så vi kun tilbyder mad, altså morgenmad, frokost, aftensmad og natmad i et tidsrum af to timer. Vi mener, at vi kan levere en bedre service, hvis vores køkkenpersonale er 100 % udhvilet, når de skal lave mad. Derudover så hjælper vi vores kunder med at spise på de anbefalede tidspunkter i forhold til en naturlig spiserytme. Hvis du ikke kan vente til, at vi er klar til at lave mad, så ligger der en lignende fastfoodrestaurant på den anden side af gaden. Jeg har lige sendt en anden kunde derhen. Han kunne ikke vente, og den anden restaurant har åbent nu, så de kan lave mad til dig. Hvad vælger du? Vil du spise her om tre timer, eller vil du spise der om tre minutter?”.
Det næste medarbejderen ser, er dig, der forlader restauranten i raske skridt for at krydse gaden til konkurrenten, mens du mumler surt: “Tilpasningsdygtig, min røv”.
TAG DET RELEVANTE JOB, NÅR DU FÅR DET TILBUDT – IKKE NÅR DU ER 100 % KLAR
De fleste nybagte forældre til tvillinger har en fantastisk vinderindstilling: “Vi havde naturligvis ikke planlagt eller forventet det. Og vi troede ikke, at vi var klar til det. Men det måtte vi blive relativt hurtigt, så vi kunne få det til at passe. Og det går jo fint. Hårdt ja, men vi er glade”.
En af de helt store årsager til, at studerende ikke er mere målrettet efter at få det rette studiejob, er den overvældende følelse af, at de vil få endnu mere at se til. Og det er naturligt. Men det er desværre fjollet at sige nej tak til et job, hvis frygten er baseret på, at det kan blive for meget. Det er forståeligt, men det er også fjollet. Du skal nok finde det ekstra overskud, som gør dig stærkere – akkurat ligesom forældre til tvillinger gør. Det ekstra job, som du ikke kan forestille dig at have ved siden af studiet, kan give dig langt mere energi, end det kan dræne dig for energi.
Mit bedste råd er, at når du falder over en jobmulighed, der kan forstærke dit CV, så skal du tage det. Fordi…
VIRKSOMHEDER ANSÆTTER IKKE KUN AKADEMIKERE I JUNI, NÅR NYUDDANNEDE ER KLAR TIL AT ARBEJDE
Virksomheder har ikke et nedtællingsur til midt i juni, hvor de studerende færdiggør deres uddannelser. Der vil ikke stå en hær af arbejdsgivere og rekrutteringsfolk foran landets universiteter på samme måde som der står horder af folk udenfor elektronik-butikkerne på Black Friday.
Arbejdspladser har travlt med at arbejde, producere og servicere. Hvis arbejdspladsen har for travlt, så opsætter arbejdspladsen et jobopslag, der skal imødekomme problemstillingen, når virksomheden er presset. Derefter ansætter arbejdspladsen en ny kollega blandt en af dem, der har ansøgt på det givne tidspunkt. Og de ansætter hele året rundt – ikke kun i juni.
Du kan dermed være den studerende, som arbejdspladsen ansætter i løbet af året, selvom du ikke er færdig med din uddannelse. Du vil opdage, at det med stor sandsynlighed kun er dig, der mener, at det er nødvendigt at færdiggøre en uddannelse for, at en arbejdsgiver kan få den fulde værdi af dig og din uddannelse.
Virksomheder har ikke brug for, at du skal være færdig med studiet. Du er klar. Det, som du mangler at lære, skal du nok lære i løbet af jobbet. Du har selvfølgelig sagt, at du er lærenem. Derudover er du kommet med nogle eksempler, der beviser din påstand.
DET ER IKKE BARE MADDING, SOM AFGØR, OM DU FÅR NOGET PÅ KROGEN – DET ER OGSÅ TIMING
Jeg var på udveksling i Ankara på kandidaten. Hver gang jeg besøgte Istanbul, var Galata-broen fyldt med håbefulde fiskere, som valgte at fiske på det sted og tidspunkt, hvor der var flest andre, der også fiskede. Men tænkte nogen af dem om fiskene var der på det tidspunkt?
Du kan være en formidabel kandidat til et job, men stadig ikke få tilbudt et arbejde. Årsagen er, at der ikke er brug for dig på nuværende tidspunkt, eller at virksomheden har ikke råd til at ansætte dig.
Havde du for eksempel spurgt nogle måneder tidligere, så var det formentlig en anden sag.
Der er en årsag til, at de dygtige fiskere vælger at fiske, når solens stråler trænger igennem vandet. Årsagen hertil er, at fiskene er mere aktive, da deres forbrænding og fordøjelse er på sit højeste. På dette tidspunkt er der en øget chance for, at fiskene bider på. Hvis fiskere kun fiskede, når de ville fiske, men de ikke fiskede, når der var størst chance for at få noget på krogen, så ville de fange færre fisk.
Den samme pointe gælder, når du søger efter et job. Hvis du kun søger efter et job, når du er klar, så vil der være langt færre jobs at vælge imellem. Samtidig vil der også være langt flere konkurrenter om jobbet, da du ikke er den eneste, der færdiggør en uddannelse på det tidspunkt. Derudover går du også glip af en masse jobs, hvis du ikke leder, fordi du er bange for, at du ikke er klar. Du er måske bange for, at du får jobbet, fordi du tror, du begår fejl.
Du skal ikke vente på det rette tidspunkt til at søge et job. Du skal altid være parat til at søge et job, da du ikke ved, hvornår en virksomhed i din ønskede branche har et job, som er perfekt for dig.
Dette minder mig om et citat fra Ramit Sethis bog Your Move:
“Do the work before you NEED it. It’s like drinking water when you’re thirsty — that means you already let your body get dehydrated”.
Sørg for at få jobbet, men også den erfaring, det kræver, at du får det, inden, du har brug for det. Du skal ikke vente på, at du føler, at du er klar til at tage det.
PERFEKTIONISME KAN HOLDE DIG TILBAGE FRA AT SØGE ET JOB – PAS PÅ MED DET
“Don’t wait for the perfect moment. Take the moment and make it perfect.” – Ukendt
Det kan være svært for målrettede studerende, der betragter topkarakterer som essentielle, at de skal forstyrre deres studie med et arbejde. Studiebooster-aktiviteter kan ødelægge deres strøm af 12-taller. Til disse studerende vil jeg blot spørge: Har du overvejet, om du er perfektionist? Eller mener du, at du er en perfektionist?
Inden du med stolthed siger: “Ja, jeg er en perfektionist,” så læs lige nedenstående uddrag fra bogen “The Gifts of Imperfection” af Brené Brown. Der er en chance for, at du har misforstået, hvad perfektionisme er. Det har jeg mødt andre, der har.
“Perfectionism is not self-improvement. Perfectionism is, at its core, about trying to earn approval and acceptance. Most perfectionists were raised being praised for achievement and performance (grades, manners, rule-following, people-pleasing, appearance, sports). Somewhere along the way, we adopt this dangerous and debilitating belief system: I am what I accomplish and how well I accomplish it. Please. Perform. Perfect. Healthy striving is self-focused – How can I improve? Perfectionism is other-focused – What will they think?”
– BRENE BROWN
Hvis du venter med at søge et job, indtil du er 100 % klar til at varetage jobbet, så kommer du til at vente længe. Ingen er 100 % klar til et job, når de starter i en ny stilling. Det er uanset, hvor meget erfaring de har. Hvis du aldrig har haft et fuldtidsarbejde før, så har du formentlig en kæmpe fordel: Den nye arbejdsplads forventer ikke det samme af dig. Der er mere forståelse for, at ting tager lidt længere tid. Du skal derfor vende det, som du ser som en ulempe, til din fordel.
Det er trods alt derfor, at der er opstartsperioder, prøveperioder, oplæring og meget mere. En arbejdsplads forventer ikke, at du kan det hele eller, at du har lært alt fra studiet. Tværtimod. En arbejdsplads forventer, at du ikke er færdigbagt, da arbejdspladsen ønsker, at du skal vokse og nærmest vokse ind i den stilling, som du får.
HVAD VI LÆRER, GLEMMER VI AT BRUGE SELV
På handelshøjskolen blev jeg undervist i købers rejse med den note, at der er lige så mange købers rejser, som der er købere. Men vi lavede aldrig en sammenligning med en arbejdsgiver og en studerende, hvilket er fjollet, da princippet er det samme.
Der er utallige måder, hvorpå en studerende kan starte sin karriere. Men vi glemmer at se det fra købernes side – nemlig arbejdsgivernes.
Det er vigtigt at huske, at det ikke er de studerende, der køber et job. Det er arbejdsgiverne, der køber en medarbejder. Derfor skal du betragte dig selv som en sælger.
En arbejdsgiver vil gerne have en studerende, hvis akademiske rejse har været mere indholdsrig end et fuldtidsstudie. En arbejdsgiver ønsker derfor en studerende, der har, hvad det kræver for at være succesfuld i det rette arbejdsmiljø. Arbejdsgiveren vil have en jobkandidat, der passer ind.
Der er intet bevis på, at du vil passe bedre ind i en virksomhed, fordi du har færdiggjort din uddannelse.
Du skal ikke vente med at søge et job, selvom du ikke er færdiguddannet. Dette gør de fleste studerende, hvorfor du risikerer at møde stor konkurrence, hvis du venter til det tidspunkt, hvor du er færdiguddannet. På dette tidspunkt er de fleste virksomheder desuden gået i sommerferiemode. Det betyder ikke, at virksomheder ikke ansætter, men det betyder, at ansættelsesprocessen kan risikere at vare længere end normalt.
Du skal være klar til at arbejde ved siden af studiet. Du kan også vælge at lave andre studiebooster-aktiviteter, som forstærker dit CV i løbet af dit studie.
Du har formentlig hørt om citatet: ”Alt godt kommer til den, der venter”.
Jeg mener, at citatet bør få en lignende udgave, der hedder: ”Mange muligheder forbigår den, der venter til allersidst”.
YDERLIGERE LÆSNING
For yderligere læsning om perfektionisme, kan du læse bogen The Gifts of Imperfection (og stort set alt andet, som er skrevet af Brené Brown, Ph.D, L.M.S.W.). Bogen Dare to Lead har også et fremragende afsnit om, hvordan perfektionisme gør mere skade, end man tror, samt mindre gavn end man håber på. Begrebet hedder pansret ledelse, og du kan læse mere om det på side 120-123.
Derudover er Stephen Guises bog: How to be an Imperfectionist også værd at læse.