Sætter du kommaer, som du fodrer ænder? – Kommaøvelse online for studerende
I denne artikel får du:
– Indblik i vigtigheden af at kunne sætte komma inden du er færdiguddannet
– En gennemgang af de 10 vigtigste kommaregler
– En kommasætningsøvelse
– Henvisning til andre komma-øvelser.
Bemærk: Du kan også lave øvelsen med tekster på andre sprog. Den feedback, du får, er dog begrænset.
Hvorfor du skal kunne sætte komma, før du er færdiguddannet
“Det skide komma. Kan jeg ikke bare lægge en bunke i bunden og så kan ine læsere du eller nogen andre selv indsætte dem?”
Hvis du gispede efter vejret, da du læste linjen før, er det fordi der manglede komma. Kommaer er som skilte i trafikken: De kan forsinke dig et sekund, men gør turen sikker og læsningen let. De viser også, at du tager klar kommunikation alvorligt. (Og ja, jeg sætter heller ikke 100 % korrekt komma, men sørger for at øve mig hver gang jeg skriver.)
“Men jeg kan bare bruge ChatGPT til korrekturlæsning!”
Jo, og du kan også ringe til dine forældre hver gang noget er svært. Du bliver ikke bedre af at outsource det hele, og der er altså nogle basale kompetencer, du bør have.
At færdiggøre fem års studie og stadig være usikker på komma er som at tage livredderuddannelse og nægte at hoppe i vandet. De basale regler skal sidde.
Glem idéen om 100 regler. Du skal kunne 10. Ikke flere. Dem kender du sikkert allerede nogle af. Jeg hjælper dig i mål med en kort gennemgang, en hurtig afklaring af hvad du kan, og et simpelt øveværktøj: Du kopierer en tekst ind, systemet fjerner kommaerne, og du sætter dem ind igen. Til sidst får du tal på, hvor mange du ramte, manglede og satte forkert. Vi øver på tekster fra større medier og erfarne skribenter, så facit giver mening.
Tim Ferriss siger: Det, du mindst har lyst til at lave, er ofte det, du mest har brug for.
Fortsæt din læring med at mestre at sætte komma her med denne øvelseher. Bliv tryg ved kommaer. Det betaler sig i alt, du skriver, for at komme i gang med karrieren.
De 10 vigtigste kommaregler
1. To hele sætninger (punktum-testen)
Hvis du kunne sætte punktum i stedet, skal der komma.
-
Jeg læste hele natten, og jeg mødte stadig op til forelæsningen.
-
Hun ville gerne gå til fredagsbar, men hun skulle tidligt op på studiejobbet.
2. Oplistning
Når du nævner flere ting.
-
Til eksamen skal jeg kunne huske begreber, modeller, formler og eksempler.
-
Han søgte praktik i København, Aarhus, Odense og Aalborg.
3. Indskud / ekstra info
Ekstra detaljer, der kunne fjernes uden at ændre meningen.
-
Jonas, som jeg kender fra mit hold, fik drømmejobbet i Deloitte.
-
Hun læste op – uden pause – hele dagen før eksamen.
4. Før ord som fordi, selvom, når, hvis, inden, mens, da, efter at, siden, før
De her ord forklarer hvorfor, hvornår, under hvilke betingelser eller i hvilken sammenhæng noget sker. På engelsk bruger man ord connector, som jeg egentlig meget godt kan lide. En forklaring bliver fordybet i næste sætning, og der skal indsættes komma inden det ord, der forbinder de to sætninger.
Her er nogle eksempler:
-
Jeg droppede fredagsbaren, fordi jeg skulle læse.
-
Hun mødte op til eksamen, selvom hun havde feber.
-
Vi bliver glade, når vi består.
-
Jeg tager bogen med, hvis du skal bruge den.
-
Han fik en god karakter, da han endelig havde øvet sig.
-
Vi ses på søndag, inden du rejser.
-
Hun skrev videre, mens han lavede kaffe.
-
Han slappede først af, efter at han havde afleveret.
-
Jeg har arbejdet hårdt, siden jeg fik studiejobbet.
-
Jeg læste op, før jeg gik i byen.
Tænk: Komma foran de små ord, der viser årsag, tid, betingelse eller kontrast.
5. Hv-ord (hvad, hvem, hvor, hvornår, hvorfor, hvordan)
Når hv-ordene indleder en sætning inde i en sætning. (Her er der selvfølgelig en masse undtagelser. Dem spotter man dog relativt nemt, når man bruger denne regel)
-
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare modellen til eksamen.
-
Hun spurgte, hvor jeg havde søgt studiejob.
-
Han overvejede, hvem han skulle skrive speciale med.
Du vil også opleve, at det står steder, hvor du forhåbentlig er i tvivl. Eks. Jeg får en god ferie, uanset hvad jeg får i karakter. Her gælder reglen ikke, fordi ordet hvad hænger sammen med den anden sætning.
Forhåbentlig kan du høre, at det er naturligt at holde en apuse mellem ferie og uanset, og så føle, at det er mest naturligt at sætte et komma der.
6. Spørgsmål og udråb i sætninger
Når sætningen indeholder spørgsmål eller noget udråbt.
-
Hun spurgte, om jeg havde øvet oplægget.
-
Han sagde, at det var det sværeste fag nogensinde.
7. Sted og dato
Når du skriver adresser eller tidspunkter.
-
Hun begyndte på kandidaten i København, den 1. september 2023.
-
Vi mødes på Studiestræde 12, 1455 København K.
8. Hilsner og tiltale
Når du taler direkte til nogen.
-
Tak for noterne, Sofie.
-
Hej, professor – kan jeg stille et spørgsmål?
9. Lange forled
Når starten af sætningen er lang, giver komma læseren en pause.
-
Efter at have arbejdet 30 timer på sit studiejob og skrevet to afleveringer, men før han tog på weekendtur, slappede han af med Netflix.
10. Før “at” (når det indleder en sætning i sætningen)
-
Hun sagde, at hun havde fået 12.
-
Jeg håber, at vi får tid til ferie efter eksamen.
Det er sådan set det. Det kræver blot at træne sit øje og sin hjerne til at se, hvad teksten faktisk består af; hvordan den er opbygget, for at kunne finde ud af, hvor der skal være et komma. Du skal ikke være perfekt til det. Det er jeg ikke. Men jeg kan nok til, at ikke fremstå som en troll, der skriver kommentarer på sladderblads hjemmesiderne.
Kommaøvelse for studerende
Indsæt en tekst og sæt kommaer. Teksten vises uden kommaer for at træne din intuition.
1) Indsæt den tekst, du vil øve kommatering på
2) Vælg sværhedsgrad
Øv dig
Her kan du få vist status eller skjule den undervejs.
Eksamens-mode
Ingen status undervejs – du ser først resultatet, når du afleverer.
3) Øv dig – indsæt kommaer her
Andre kommaøvelser og yderligere kommalæring og læsning
Jeg lavede denne kommaøvelse, fordi jeg synes, at de andre på markedet – om end de er fremragende – er en smule for pædagogiske, men også, så jeg selv kunne øve mig.
Hvis du stadig føler, at du ønsker at få en bedre forståelse for tegnsætning, så er her en oversigt over nogle gode øvelser til at lære at sætte komma fra Dansk Sprognævn <–.
Bedste referencer med uddybende forklaring:
Her finder du, hvad jeg mener er den bedste online forklaring på tegnsætning og hjælp til det:
Jeg vil varmt anbefale dig enten at læse teksten igennem selv.
Alternativt, hvis du synes, teksten er svær at forstå, så kopier den ind i ChatGPT og bed den om at omskrive det, så det bliver forklaret på en måde, du forstår – fordi undervisningsbøger sjældent er særlig gode til at forklare, hvad det var, de prøvede at undervise i. Eller også er jeg bare fatsvag. Nu har du i hvert fald værktøjet til at få det forklaret, så du forstår det bedre. Så gælder det om at bruge det.
Derudover kan grammatikbøgerne med mindre pædagogiske titler – Fuck, en lækker røv samt Kort & Cool af Susanne Staun – også varmt anbefales. De er korte, men fremragende.
De hurtige og vigtige kommaregler, du skal lære – også til dig, der tror, du sætter komma korrekt.
Jeg får flere nyhedsbreve og mails, hvor folk sætter komma forkert i første linje, end dem, der gør det rigtigt.
Årsagen: De modtager nyhedsbreve på engelsk, hvor mailen starter med Dear FORNAVN, (og det komma skal der ikke være på dansk).
Jeg vil anbefale alle, der skriver mails dagligt, at læse: Tre kommafejl, der får dig til at se dum ud
– en artikel fra det knalddygtige kommunikationsbureau bro – og hurtigst muligt lære at sætte disse tre kommaer korrekt for at undgå at se dum ud.
Ved vejs ende
Hvad synes du om artiklen, øvelsen og anbefalingerne?
Føler du, at du bedre kan lære at sætte komma godt nok til, at du ikke ser dit niveau som et problem?
Skriv endelig med feedback, anbefalinger og kritik, så vi kan hjælpe studerende med at føle sig godt rustet til at sætte kommaer, mens de studerer på universitetet, uden at skulle bruge kommastøttehjul som AI eller autokorrekturlæsning.