Forskellen på at være boligsøgende og ny på studiet i dag i forhold til for mere end 10 år siden har ikke rykket sig. Det samme kan man sige om den måde, man prøver at løse problemstillingen med manglende studieboliger for studerende. Jeg kommer med mine synspunkter og forslag til en løsning, jeg mener, vil gavne alle de.
Tilbage på første semester blev jeg undervist i Maslows behovspyramide som en del af min marketinguddannelse. Fem lag, hvor man starter fra bunden, med det basale som luft, mad, vand, sex og udskillelse af stoffer, og på toppen finder man selvrealisering, der inkluderer accept af kendsgerninger. Min underviser understregede, at det at være i gang med en universitetsuddannelse var en del af selvrealiseringen, så vi var allerede på toppen. Hvad han ikke vidste var, at jeg var træt, fordi jeg var stresset over min boligsituation. Jeg var stadig boligsøgende og havde dermed ikke dækket mit behov om et hjem, som var næstnederst i behovspyramiden (og samtidig single, hvilket derfor også frarøvede andre behov). Der var ikke nogen muligheder for, at jeg, som studerende, kunne få et sted at bo. Dette var i 2008, og situationen for de studerende i dag er kun blevet værre. Jeg har været i gang med en lang selvrealiseringsperiode, men må også erkende, at jeg accepterer den kendsgerning, at boligsituationen for nyuddannede ikke har rykket sig i 12 år, dengang jeg startede på studiet.
Her er en oversigt over de adresser, jeg var registreret som boende på omkring studiestart. Datoen til højre, er dagen jeg flyttede ind.
Den nederste dato er, hvor jeg stolt rykkede adresse hjem til mine forældre, efter jeg kom hjem fra måneders rejse i Central Amerika.
Jeg startede på CBS i september 2008. Inden jeg havde færdiggjort mit andet semester, havde jeg flyttet tre gange og brugt hele mit første semester på at ikke vide, hvor jeg skulle bo. Det næste bolig var på et kollegie, hvor der året forinden havde været en kidnapning. Heldigvis delte jeg køkken med udenlandsstuderende, der boede 3 personer på 1-2 personers værelse, der aldrig gjorde rent efter sig, og tilberedte hund i køkkenet.
Jeg pakkede aldrig rigtig ud i Hvidovre, fordi jeg vidste, jeg skulle væk hurtigst muligt.
FINE RIMENDE INTENTIONER
5.000 boliger til under 5.000 kr. inden for 5 år – det var løftet tilbage i 2005. Det lød godt med alle de femtal. Men, som forventet, måtte man i 2009 indse, at det byggeri ikke blev til noget. I mellemtiden var verden i gang med en finanskrise, der fik rekordmange til at søge ind på en videregående uddannelse. Det tal har været støt stigende, og igen i 2020 blev rekorden slået med det højeste antal indmeldte studerende på landets universiteter. Men hvor skal de bo hen, hvis der ikke bliver bygget?
DER BLIVER BYGGET. BARE IKKE NOK ELLER NOGET AF DET RIGTIGE
Ritzau udgav for nylig en undersøgelse, der viste, at over halvdelen af de 22.800 studieboliger i København har en pris på 3.500 kr. eller derunder. Det betyder også, at lige under halvdelen, 11.219 mod 11.622, koster over 3.500 kr. Hele undersøgelsen kan læses her. Her er blandt andet en graf, der synliggør niveauet for husleje i Københavnsområdet. Det er kbh-kollegier, der står bag undersøgelsen.
Desværre går det i den forkerte retning. To ud af tre nybyggerier til studieboliger koster over 8.000 kr. Og så bygger man ikke nok. Så vi står i en situation med rekordmange studerende, der venter på, at der bliver bygget boliger nok, i et tempo der ikke har kunnet følge med behovet siden mindst 2008, til priser de ikke har råd til. Kæden er røget af tre steder, og det gør den hvert år.
Jeg tror, det er på tide, at København tænker på alternative løsninger til at løse problemet med boligmangel, der gentager sig hvert år, og formodentlig har holdt sit 20-års jubilæum.
VI KAN TYDELIGT VIS IKKE BYGGE OS UD AF PROBLEMATIKKEN
Et fundamentalt problem blandt politikere er, at de tror, at boligmangel blandt studerende skal løses med studieboliger. Og gerne ved at bygge nye studieboliger. Jeg foreslår, at man omdøber problematikken til: Finde boligmuligheder for nye studerende, så de er sikret et sted at bo en måned inden studiestart og mindst 12 måneder frem.
Først og fremmest skal der sikres, at nye studerende får en god start på studiet uden at skulle fokusere på at være boligsøgende. De har altså brug for en base, hvorfra de derfra kan flytte videre til noget bedre. Det er nemmere at finde et nyt job, når man allerede er i job. Det samme gælder sandelig også, når man er boligsøgende, især hvis man er flyttet hjemmefra for første gang. Og da vi tydeligvis ikke kan bygge os til at imødekomme efterspørgslen for boliger blandt nyuddannede, så lad os se på alternativerne. Men lad os først få afklaret en myte om, hvad de studerende vil have eller tror, de vil have. Som det er i dag, er det studerende, der kommer fra økonomisk stærke baggrunde eller er heldigt stillede, der får et sted at bo.
De heldigste har deres eget. Andre har en lejlighed, der er stor nok til at dele, så de kan udleje et værelse til en af deres venner, der mangler en lejlighed. Andre flytter i bofællesskab. Så er der kollegieværelser, hvor nogen vælger at bo hele studiet eller midlertidigt. Og dem, der ikke er så heldige, må nøjes med at bo på en vens sofa, indtil skyldsfølelsen tvinger dem til at finde en ny plan.
Det sidste scenarie, hvor du ikke ved, hvor du skal sove en måned, uge eller dag frem, er på ingen måde en holdbar løsning for nogen. Jeg ved, det, fordi det har jeg selv oplevet.
MISFORSTÅET EFTERSPØRGSEL
Jeg får, ligesom mange andre, knopper af at høre om unge studerende, der er førstegangstilflyttere til København, som synes, det er for dårligt, at de ikke kan flytte fra deres 30 kvm. lejlighed i en lille by, der ligger uden for en lille by, til en 30 kvm. lejlighed tæt på deres studie i København, til samme pris, de er vant til. Desværre får disse verdensfjerne studerende for meget opmærksomhed, men er også med til at få studerende til at lyde mere krævende, klynkende og på ingen måde kompromissøgende, end boligsøgende studerende generelt er.
Studerende tilkendegiver, at de gerne vil have deres egen lejlighed. Men hvad de først og fremmest har brug for, er et sted at bo.
Hvis du spørger mig, om jeg vil have en firmabil, siger jeg en Tesla, men jeg vil også stille mig tilfreds med en Peugeot 206 til at starte med, hvis det kan spare mig 30 minutter i transport til arbejdet hver dag, hver vej, ved at vælge en lille bil frem for bus og tog. På samme måde vil studerende gerne have de lejligheder, som de ser andre studerende har. Men først og fremmest vil de ikke være uden en bolig. De vil have den sikkerhed, at vide, hvor de skal bo, når studiet starter, og mindst et eller to år frem.
Ja, eget bad og køkken kunne da være lækkert. Men jeg vil da til enhver tid tage fællesbad og fælleskøkken over enten at flytte hjem til mine forældre eller have en usikker boligsituation. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Det er ikke fordi, man skal have fællesbad under hele sin uddannelse, men bare det første år, indtil man har fået fodfæste på studiet, og har overskud til at opgradere til en bedre studiebolig. Men ikke engang den type bolig findes der. Bare tanken om at bygge noget med fælles bad til studerende, kan få det til at lyde som om, at man bygger herberg til studerende. Jeg mener dog, at netop boliger med hostel-lignende faciliteter vil være ideelle lappeløsninger. Vi kommer nemlig ikke uden om, at det højeste ønske mange nye studerende, der flytter til landets største byer, har, kun er muligt, hvis man har rige forældre. Dertil kommer den barske realitet …
STUDERENDE MÅ OGSÅ INDSE, AT DE IKKE KAN STARTE MED AT BO ALENE
Tilflyttende studerende kan og må ikke forvente, at få deres egen lejlighed. Dertil er konkurrencen for hård. Men der er dog alternativer. Da min kæreste og jeg skulle flytte fra vores sindsygt dyre lejlighed i København, opgav vi at finde en drømmelejlighed til 8.000 kr. På godt 80 kvm2, der virker til at være det optimale. I stedet fandt vi en lejlighed på 125 kvm til 16.000 kr. Dem er der alligevel et par stykker af. Og så finder man en, to eller tre medstuderende, helst par, og så flytter man ind sammen.
Her er det op til de studerende at finde folk, man vil bo sammen med til studiestart, så man undgår at være boligløs til studiestart. Faktum er, at der ikke er billige boliger nok til, at alle studerende, der vil, kan bo alene. Alternativt så kan man række ud til dem, der bor alene, og høre om de vil have en flatmate i et år. København er singlernes by og nogle af dem har værelser, du kan bo i. Men som studerende kan det være svært at finde disse oversete boligmuligheder. Men omvendt overser boligejerne også disse muligheder, for at få en ekstra indtægt, og hjælpe studerende. Og det her, vi skal finde alternativ til at bygge utilstrækkelig mange dyre studieboliger i snegletempo, som bolig.
TOMME LEJLIGHEDER OG TOMME VÆRELSER
Problemet er ikke manglende studieboliger, men steder for nye studerende at bo det første og andet år af deres studie. At koge problemet ned til, at der mangler studieboliger, er den klassiske “hammer ser kun søm” problemknuser-tilgang.
Der mangler ikke boliger. 5,5 % af alle på 100 til 125 kvm står tomme, og 1,9 % af lejligheder under 79 kvm. Kunne man evt. finde på et samarbejde, hvormed politikere kan give kompensation til at flere af disse lejligheder bliver omdannet til studielejligheder i et eller to år? Virksomhederne skulle naturligvis kompenseres på en måde for at udleje deres dyre lejligheder. Men hvis en studerende kan bo for 9.000 kr., kan tre studerende vel også bo for 27.000 kr.? Især hvis de får boligstøtte, indtil de finder noget billigere.
Og hvad med alle dem, der flytter sammen, men ikke sælger den ene lejlighed i tilfælde af, at forholdet ikke holder? Eller dem der har en stor lejlighed med et ekstra værelse, som de egentlig ikke bruger til noget? Men fælles for begge grupper er også, at de ikke har tænkt at leje ud, fordi de ikke har set noget incitament til det.
SKAB EN UDLEJNINGSPLATFORM FOR BOLIGEJERE MED “FOR MEGET BOLIG”
Jeg foreslår, at regeringen eller politikerne i de enkelte kommuner finder på en måde, hvorpå boligejere, der har “for meget bolig,” kan og vil hjælpe dem, der mangler bolig. En mulighed kunne være en tilskudsordning, hvor boligejere kan tilmelde og udbyde en lejlighed eller værelse til leje i 12-24 måneder imod at få kompensation fra det offentlige. Jo længere binding, og dermed større sikkerhed for den studerende, jo større kompensation. Dette skulle naturligvis opsættes, så det kun kan bruges af studerende.
KAN PLATFORMEN BRUGES TIL ANDRE MINDRE BEMIDLEDE BEFOLKNINGSGRUPPER?
Hvad så med andre mindre bemidlede befolkningsgrupper og hjemløse? vil der blive spurgt om. Der er intet til hinder for, at man kopierer metoden til dem. Men det vil jeg lade både politikere, såvel som de eksperter inden for den befolkningsgruppe, vurdere, hvad der vil fungere. Studerende uddanner sig, så de kan bidrage med mere til samfundet i fremtiden. Det er en samfundsøkonomisk gevinst at sikre dem en god start på studiet i form af en sikker, om end midlertidig bolig, så de kan fokusere på studiet, frem for at droppe ud, fordi manglende bolig er et basalt behov, der dræner en, hvis man ikke har det sikret.
Lad os droppe den utopiske idé, at vi kan bygge ungdomsboliger og studieboliger til alle, der er til at betale. Lad os i stedet begynde at tænke ind i de bokse og boliger, der allerede findes. Med de rette incitamenter for ejere og foreninger, skulle vi nok kunne finde et par tusinde midlertidige boliger til studerende, der lige er startet på et studie. Lad os få gjort noget ved den uheldige tradition, der tvinger tusindvis af studerende til at starte studiet som begejstret for studiet, men bekymret fordi de også risikerer at være boligløse. Det kræver kreativ tankegang, og det kræver at studerende er indforstået med, at de ikke kan komme til at bo lige så luksiøst som studerende, som de kommer til at gøre, som nyuddannet.
Bemærk: Det siger jeg langt fra at alle studerende. Faktisk er det nok kun det larmende mindretal der gør det. Studerende generelt, tror jeg, har et meget realistisk syn på, hvad de kan komme til at bo i, og vil være glade for 30 kvm. i cykelafstand til deres studie. Problemet er, at de studerende der ikke brokker sig, ikke interessante at skrive om for medierne, og ikke er interessante at inkludere i en debat.