Den ultimative liste med studiebøger til universitetsstuderende
At starte på universitetet (og overleve de næste fem år) kræver mere end bare pensumbøger. Markedet bugner af guides, håndbøger og studieråd – men hvilke er egentlig værd at læse?
Her finder du den ultimative liste over de bedste studiebøger. De spænder fra introduktion til studielivet, til studieteknik, karriere og specialeskrivning. Det er bøger, jeg selv ville ønske, jeg havde haft, da jeg læste på CBS – og som stadig giver kæmpe værdi til studerende i dag.
Indholdsfortegnelse
Studieliv og introduktion til studietiden
Studieteknik og læring
Studiejob, karrierestart og fremtid
- Vejen til det første studiejob
Speciale og akademisk skrivning
Opsummering
Studieliv og introduktion studiebøger
Dit Studieliv – Alt det du ikke ved, du har brug for at vide, når du begynder at studere

Af Søren Bøjgård og Anette Schleicher. Akademisk Forlag.
En af de mest oplagte bøger at starte med, hvis du er ny på universitetet. Den gennemgår stort set alle områder af studielivet: undervisningsformer, læringsstrategier, studiemiljø, vejledning, eksamener og selv et kapitel om biblioteket (som i dag nok burde opdateres med et afsnit om AI og ChatGPT). Noget af det mest underholdende er kapitlet om underviser-typer – jeg grinede flere gange, fordi det rammer spot on.
Selvom den primært er skrevet til professionsuddannelser, er der masser at hente for universitetsstuderende. Den giver et ærligt og bredt billede af de udfordringer, man møder, og hvordan man kan navigere i studietiden. Ikke perfekt, men en rigtig god introduktion.
Studiehåndbogen – For studerende på videregående uddannelser

Af Peter Stray Jørgensen og Lotte Rienecker. Samfundslitteratur.
En solid klassiker, der fokuserer på at optimere din studietid. Den dækker gode studievaner, eksamensteknik, skrivning og sprog i uddannelsen. Bogen fungerer bedst som opslagsværk, du vender tilbage til, når du møder udfordringer. Styrken er dens grundighed – svagheden er, at den ofte bliver for akademisk og mangler fokus på karriere.
Den blev sidst opdateret i 2018, og meget har ændret sig siden – især arbejdsmarkedet og nye værktøjer som ChatGPT. Alligevel er den stadig værdifuld, især i de første år på studiet, hvor du har brug for struktur og rutiner.
Studiehåndbogen – CBS-udgaven (2009)

Af Peter Stray Jørgensen og Lotte Rienecker. Samfundslitteratur.
En lidt overset udgave, som rummer et skjult guldkorn: kapitlet “Se studiet i et karriereperspektiv” af Anita Lindquist. Det er en af de første seriøse måder at koble studiet med arbejdsmarkedet på, allerede undervejs i uddannelsen.
Resten af bogen minder om den almindelige Studiehåndbog, men netop det karrierekapitel gør denne version særlig interessant. Hvis du støder på CBS-udgaven, så læs det afsnit – uanset om du er på CBS eller ej. Det er faktisk en af de inspirationskilder, der fik mig til at skrive Studiebooster og Brandingbooster.
Studieteknik og læring
Hack dit studieliv – Alt om opgaveskrivning, eksamen, research m.m.

Af Jonas Winding, Ida Fallentin, Pia Clemmensen, Helle Guldberg, Martin Gundtoft, Stine Lian Olsen og Daniel Præsius. Samfundslitteratur.
En bred værktøjskasse til studielivet. Den dækker planlægning, studielæsning, research, kildekritik, opgaveskrivning, gruppearbejde, præsentationsteknik, mundtlig eksamen og meget mere. Bogen er egentlig skrevet til erhvervsakademier, men er fuldt brugbar for universitetsstuderende.
Svagheden er, at den ofte bliver for overfladisk. Fx behandles studiestress på blot tre sider uden henvisninger til yderligere kilder. Det gør, at man sidder tilbage og ønsker mere. Men alt i alt er det en fin introduktion, især for dem, der vil have et hurtigt overblik og konkrete råd.
Superstudent – Lær mere effektivt og få bedre karakterer

Af Olav Schewe. Dansk Psykologisk Forlag.
En af de mest populære bøger blandt studerende, men også en af de mest overfladiske. Superstudent er fyldt med små tips og tricks, men sjældent med dybde. Den fungerer bedst som opslagsværk, hvor du kan finde hurtige råd, snarere end som en guide til at ændre din studieteknik fundamentalt.
Der er dog undtagelser – især kapitel 7 om forberedelse, som er virkelig stærkt. Jeg har tidligere skrevet en længere anmeldelse, hvor jeg forklarer, hvorfor jeg både kan lide og være kritisk over for den. Du spilder ikke tiden ved at læse den, men forvent ikke mirakler.
Brug din superhjerne – Teknikker til at huske, studere og lære bedre

Af Olav Schewe og Barbara Oakley. Samfundslitteratur.
Anmeldelse på vej
Studieliv uden stress

Af Thomas Pape og Gitte Winter Graugaard. Turbine.
Stress er en af de største udfordringer på studiet, og denne bog er stadig et af de bedste værn imod det. Den er inddelt i fem dele: stress og hjernen, intelligens, bevidsthed, eksamen og stressfrihed. Den tager emnet alvorligt, og selvom sproget kan være tungt, er pointerne spot on.
Mere end 10 år efter udgivelsen er den måske endnu mere aktuel end dengang. Smartphones, sociale medier og FOMO har kun gjort udfordringen større. Bogen burde have været på pensum for alle nye studerende.
Karriere og fremtid
Studiebooster – En CV-manual for universitetsstuderende

Af Christian Jespersen. Studiebooster Publishing.
Studiebooster viser, hvordan du kan bruge din studietid til at opbygge et CV, der gør dig attraktiv for arbejdsgivere – ikke kun for censorer. Den bygger på indsigter fra arbejdsgivere og præsenterer konkrete metoder til at koble dit studie med relevante aktiviteter.
I stedet for at satse på, at karakterer alene giver dig et job, lærer du at opbygge erfaring, netværk og kompetencer undervejs. Bogen er især nyttig tidligt i studiet, men også hvis du føler, du har spildt lidt tid og vil rette op.
Brandingbooster – Sådan bliver du synlig online til dit første job efter studiet

Af Christian Jespersen. Studiebooster Publishing.
En kort, konkret guide til, hvordan du kan bruge LinkedIn og andre online-platforme til at brande dig selv – allerede under studietiden. Den er bygget som et 14-dages kursus med øvelser og refleksioner, der gør det nemt at gå til.
Pointen er enkel: hvis du først starter på dit brand efter studiet, er du for sent ude. Brandingbooster viser dig, hvordan du kan opbygge en professionel profil, mens du stadig studerer – og dermed stå stærkere, når du søger dit første job.
Vejen til det gode studiejob – Styrk din markedsværdi og bliv karriereklar under studierne

Af Jacob F.H. Petersen. Samfundslitteratur.
Denne korte studiebog vil gerne hjælpe de studerende til at få et studiejob, men den ender med at ville for meget på alt for få sider – og med alt for lidt indhold. Først på næstsidste side (under opsummeringen) finder man svaret på det mest centrale spørgsmål: Hvor finder du et studiejob?
Bogen fremstår mere som en akademisk opgave, der skal vurderes, end som en bog, man faktisk skal læse. Indledninger og opsummeringer fylder en uforholdsmæssig stor del, blanke sider går igen, og det hele fremstår overfladisk. Enkelte dele fungerer, men helhedsindtrykket er svagt. Intentionerne er gode, men resultatet efterlader desværre ikke noget varigt indtryk.
Få Jobbet Før Diplomet – Det eneste møde med en karrierevejleder, du har brug for

Af Christian Jespersen. Studiebooster Publishing.
En fortælling om den studerende Allan, der møder Helene, som hjælper ham med at se studiet i et karriereperspektiv. Kernen er B.A.N.K.E.T.-modellen: Branchekendskab, Anbefalinger, Netværk, Kompetencer, Erhvervserfaring og Troværdighed.
Det er en kort, letlæst bog, der viser, hvordan du kan bruge studiet som springbræt til arbejdsmarkedet – uden at drukne i karakterræs. Den fungerer både som inspiration for nye studerende og som en øjenåbner for dem, der står tæt på dimissionen.
Speciale og akademisk skrivning
Specielt om specialer – En aktivitetsbog

Af Peter Stray Jørgensen, Lotte Rienecker og Signe Skou. Samfundslitteratur.
En klassiker til specialeskrivning. Bogen giver en realistisk gennemgang af, hvad et speciale skal indeholde, og hvordan du kan strukturere det. Den er fuld af gode råd, fx at du altid bør skrive, mens du læser, og at du skal holde dit empirivalg simpelt.
Styrken er de mange konkrete værktøjer, men svagheden er, at bogen gør specialet vigtigere, end det reelt er i karriereperspektiv. Læs den i bidder, når du står midt i processen, i stedet for at tygge den i ét hug.
Køb bogen her.
Akademiske fraser til opgaver, projekter og artikler

Af Lotte Rienecker, Peter Stray og Anne Sofie Jacobsen. Samfundslitteratur.
En god bog at bruge, hvis du vil være forsker og skrive mange akademiske tekster – men mindre nyttig, hvis du “bare” vil bruge din uddannelse i erhvervslivet. Den lærer dig det akademiske sprog i detaljer, men for de fleste vil det føles unødvendigt teknisk og langt fra det sprog, arbejdsgivere efterspørger.
Derfor er mit råd simpelt: læs den kun, hvis du skal være Ph.d. eller forsker.
Bogen gør det den skal, nemlig at gøre dig bedre til at skrive akademisk. Men hvis det ikke er hvad du skal efter studiet, så er der bedre ting at bruge din tid på.
Den Gode Opgave – Håndbog i projekt- og specialeskrivning (6. udgave)

Af Lotte Rienecker og Peter Stray m.fl. Samfundslitteratur.
En bog, mange studerende køber af pligt, men få læser til ende. På over 400 sider dækker den alt om akademisk skrivning – nærmest på niveau med en vejlederuddannelse. Fremragende, hvis du skal være vejleder selv.
Problemet er, at den ofte er for tung og ubrugelig for studerende, der “bare” skal skrive ét speciale. Den lærer dig at imponere censor, og måske også at blive en imponerende censor. Men ikke hvordan du imponerer din fremtidige chef.
Hvad de burde gøre, er at skrive en langt kortere udgave af Den Gode Opgave, hvad de heldigvis også har gjort. Se anmeldelse længere nede.
The 100 Day Master’s Thesis Planner

Af Christian Jespersen. christianjespersen.dk/studiebooster-publishing.
Hvor Specialebooster giver dig strategien, går The 100 Day Master’s Thesis Planner skridtet videre og hjælper dig med selve processen – dag for dag. Ideen er enkel: i 100 dage svarer du på fem korte spørgsmål, der holder dig fokuseret, bevarer momentum og sikrer, at du aldrig går helt i stå.
Plannerens styrke er kombinationen af refleksion og struktur. Du lærer både, hvorfor et speciale kan skrives hurtigt, og hvordan du holder overblikket hele vejen til aflevering. Resultatet er, at du arbejder mere målrettet og får specialet færdigt hurtigere, end du troede muligt – uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Bogen er indtil videre kun udkommet på engelsk, men den danske udgave er planlagt til Q4 2025.
Den lille gule – Sådan skriver du opgaver på videregående uddannelser

Af Jesper Dammeyer og Louise Bøttcher. Hans Reitzels Forlag.
En lille bog med stor effekt. På kun 137 sider besvarer den de vigtigste spørgsmål: Hvordan finder jeg en problemformulering? Hvordan strukturerer jeg min opgave? Og hvor meget “ny viden” skal jeg egentlig skabe? (Hint: kun hvis du skriver Ph.d.).
Jeg er især begejstret for spørgsmålet på side 75 om specialet skal skabe ny viden. Svaret er et kærkomment reality check, der kan tage presset af mange. Hvis jeg havde haft denne bog under mit speciale, ville jeg have sparet mange frustrerede timer. Læs den både før bachelor og speciale – den er hurtigt læst, men giver ro i maven.
Den Gode Opgave – Kort fortalt

Af Lotte Rienecker og Peter Stray. Samfundslitteratur.
En mere tilgængelig udgave af klassikeren. På under 200 sider får du de vigtigste pointer kondenseret. Fortsat tør i stilen, men langt mere brugbar til studerende, der vil have en praktisk opslagsbog.
God at have ved sin side, når man skriver speciale.
Skriv med glæde – En guide til akademisk skrivning

Af Charlotte Wegener. Samfundslitteratur.
Hvor mange akademiske bøger dræner motivationen, gør Skriv med glæde det modsatte. Den hjælper dig med at finde lysten i skriveprocessen og giver konkrete øvelser til at komme i gang.
Pointen er klar: skrivning er tænkning. Du lærer ikke først at tænke og så skrive – du tænker, mens du skriver. En bog, der gør specialeskrivningen mere menneskelig og mindre mekanisk.
Lynspeciale – Sådan gør du

Af Mette Bjørn. Frydenlund.
Denne bog burde have fået langt mere succes, end den har gjort. Det var bogen, der inspirerede mig til at skrive mit speciale hurtigere, og også skrive Specialebooster. Et stærkt alternativ til de klassiske bøger. Lynspeciale viser, hvordan du kan gennemføre dit speciale på få uger, hvis du arbejder fokuseret og struktureret. Det handler om mindset: at se specialet som en opgave, der kan løses effektivt – ikke som et maraton.
Nogle vil mene, at man snyder sig selv for læring, men pointen er, at man lærer noget andet: effektivitet og prioritering. To egenskaber, som arbejdsgivere efterspørger. Den er på 91 sider og kan læses på 1-2 timer, men spare dig mange uger.
Specialebooster – Dit speciale på <100 dage og >1.000 læsere

Af Christian Jespersen. Studiebooster Publishing.
Hvor de fleste specialebøger lærer dig at imponere vejledere, viser Specialebooster, hvordan du kan bruge specialet strategisk til at komme tættere på arbejdsmarkedet. Fokus er på at skrive hurtigt (under 100 dage) og på at få specialet ud til de rette læsere – virksomheder, organisationer og potentielle arbejdsgivere.
Det handler ikke om at få 10 eller 12. Det handler om at vise, at du kan arbejde effektivt, skabe værdi og formidle din viden til dem, der faktisk kan få gavn af den. På den måde bliver specialet ikke bare en akademisk øvelse – men dit første skridt ind i arbejdslivet.
Hvilken studiebog skal du vælge?
Der er mange bøger på markedet – og det kan være svært at vælge den rigtige. Her er en hurtig guide:
-
Bred introduktion til studielivet → Dit Studieliv eller Studiehåndbogen.
-
Små tips og inspiration → Superstudent eller Hack dit studieliv.
-
Bedre læring og hukommelse → Brug din superhjerne.
-
Stresshåndtering → Studieliv uden stress.
-
Bliv bedre til skriveprocessen → Skriv med glæde.
-
Kort og præcis hjælp til opgaver → Den lille gule.
-
Vil du imponere vejledere og akademikere? → Den Gode Opgave eller Specielt om specialer.
-
Vil du skrive hurtigt og effektivt? → Lynspeciale og Specialebooster og The 100 Day Master’s Thesis Planner.
-
Vil du bruge specialet strategisk til karriere? → Specialebooster.
-
Vil du styrke CV og jobmuligheder? → Studiebooster og Brandingbooster.
-
Vil du have karriereråd i en kort fortælling? → Få Jobbet Før Diplomet.
Konklusion
Selv om dette ikke er en komplet oversigt over studiebøger, vil jeg mene, at dette er de bedste. Der er adskillige med fokus på karakterer, men de er oftest mest skrevet målrettet gymnasieelever. Af dem vil jeg dog fremhæve Nicklas Brendtborgs bog Topstudent (link til bibliotek).
Bottom line er, at der er fremragende bøger til alle de problemstillinger, du møder i løbet af din studietid – undtagen det at få en billig studiebolig. Jeg håber, at du kan bruge denne liste til noget, og nemt kan finde ud af, hvilke bøger, der kan hjælpe dig bedst gennem studiet, og videre ud i til dit første job.
Har du nogle andre bøger, du mener, jeg skal inkludere på listen, så send dem til mig. Så kigger jeg nærmere på dem.
Tilbage til toppen