I dette blogindlæg skal vi lege en leg. Du skal komme op med en måde, hvorpå du fortæller en arbejdsgiver, hvem du er, og hvad du gerne vil arbejde med. Vigtigt er, at du skal bruge så få ord som muligt. Det skal være en elevatortale snarere end en salgstale. Målet er en afklaring af, om du ved, hvornår du er den rette person at ansætte.

Jeg kom gående ned ad gaden om eftermiddagen, da jeg stoppede op ved en bodega. Det sker sådan set aldrig, at jeg stopper op ved en bodega for at gå ind. Det var heller ikke øllene, der tiltrak mig, men derimod var det reklamen for øl, som jeg studsede over. Tuborg er nemlig kommet ud med en reklamekampagne, der vist blot er navngivet “Når…”.

Afhængigt af, hvordan man læser den, så siger reklamen: “Tuborg. Når det er din omgang”.

Eller omvendt: “Når det er din omgang … Tuborg”.

Rækkefølgen er ikke så vigtig. Det vigtige er at forstå, hvordan Tuborg bruger en simpel vending til at møve sig ind i en letgenkendelig situation på bodegaen med vennerne. Dette sker lige omkring det tidspunkt, hvor glassene er ved at være tomme.

HVORNÅR ER DET DIG, MAN SKAL HAVE FAT I?

Mens vi sidder i bodegaens dejlige dunst, så lad os prøve at skifte Tuborg ud med DIG. Dit navn.

Hvornår skal man tage fat i dig? Hvornår er den bedste løsning på en situation, problematik, mulighed, begivenhed, udfald eller uventet resultat … dig?

Lad os se på nogle eksempler.

___________________ (Indsæt dit navn)

… når du har brug for X

… når du mangler X

… når din X kan/ikke kan det, som den skal

… når det er X

… når du har for meget X

Osv.

Du kan selv prøve at komme med nogle sætninger, der passer til din jobrolle, og hvad jobrollen indebærer.

Jeg arbejder for eksempel med online markedsføring, så for mit vedkommende kunne det være:

Christian, når du ønsker mere salg fra din hjemmeside. Jeg kan også erstatte mit navn med min virksomhed: Studiebooster.

Studiebooster, når du gerne lære, hvordan du kommer vil direkte fra uddannelse i job. Eller Studiebooster, når du vil undgå dagpenge efter studiet.

“NÅR …” KAN BRUGES MED ALLE JOBS

Forestil dig en røver, der kommer løbende ud af en bank med en elefanthue og en stribet trøje på. Røveren har en pose med penge over skulderen. Hvad gør du? Du råber: “POLITI!”.

Kort tid efter kommer to politibetjente løbende i skarp jagt for at fange røveren. Dermed kan sætningen for en politibetjent være: politi … når der skal fanges røvere. Sætningen passer til politiets jobrolle, og derfor kan sætningen ikke lyde: politi … når du skal have en ny kæde på din cykel eller politi … når du er sulten for sjov.

I nedenstående er yderligere eksempler skildret.

Advokat … når du skal have godkendt en købsaftale af din boligkontrakt.

Bankmand … når du skal låne penge til en lejlighed.

Cater … når du skal have anrettet mad i højeste klasse.

Eller, den du kender: Kims … Når du er sulten for sjov.

Hvis du lægger mærke til det, er mange marketing kampagner for produkt eller service en når/hvis reference for en given situation, hvor produktet eller servicen er løsning.

Hvad jeg vil have dig til, er at tænke dig selv som løsningen. Der skal du …

TÆNKE PROBLEMSTILLING I STEDET FOR ARBEJDSSTILLING

Prøv at tænke over den værdi, som du medbringer. Hvad er det for en problemstilling, som du klarer. Prøv derefter at se, om du kan komme op med en kort og beskrivende sætning, der fortæller, hvornår man skal have fat i dig. Det kan sagtens være, at det tager dig flere uger at komme på det.

Prøv gerne øvelsen med nogle venner, således I kan hjælpe hinanden. Del gerne dine resultater i kommentarfeltet.

GÅR DEN MED “NÅR,” SÅ PRØV OGSÅ MED “HVIS” Du kan også prøve samme øvelse, hvor du i stedet bruger ordet “hvis”.

Tuborg … hvis du gerne vil have en hyggelig aften med vennerne.

Eksempelvis: (Dit navn) … hvis du vil give dine kunder en bedre oplevelse med X.

Øvelsen er svær, men den er enormt givende, uanset om du vælger at gøre brug af “når” eller “hvis”.

Øvelsen åbner som regel op for en indsigt om, at du ikke er afklaret i forhold til din karrierestart, når du bliver spurgt om, hvad du vil efter studiet. Ellers så giver øvelsen en bedre afklaring om, hvad du gerne vil arbejde med.

Mit råd er, at du skal kaste dig ud i at lave denne øvelse, når og hvis du føler dig usikker i forhold til, hvad du skal arbejde med efter studiet.