Dit CV skal kunne henvise til mindst et par konkrete eksempler på resultater, du har opnået i samarbejde med andre. Referencerne og resultaterne, du skaber, er langt mere værd end karakterer

Arnold Schwarzenegger. Navnet alene vækker en følelse af noget majestætisk. Hans CV er intet mindre end imponerende. Arnold har været en Hollywoods bedst betalte skuespillere. Han er hovedrolleindehaver i Terminatorfilmene, en af de mest populære film-franchises igennem tiderne. 4 x dobbelt Mr. Universe og 7 x Mr. Olympia. Guvernør i Californien, der er den sjettestørste økonomi i verden. Derudover er han en stor fortaler for at sikre, at børn, der er i højrisiko for at havne i kriminalitet, bliver hjulpet til en bedre fremtid. Det er svært ikke at tænke: Det er sgu imponerende, hvad den mand har opnået. Men en af hans største styrker er hans faste overbevisning og ærlighed om, at han på ingen måde kunne have opnået, hvad han har, uden hjælp fra andre. Han fik hjælp hele vejen, og han søgte at få hjælp hele vejen

Han er en selverklæret ikke-selfmade mand.Det var på grund af hans evne og villighed til at samarbejde med andre, at han opnåede større resultater, end han kunne have opnået alene.

Dit studie er, når alt kommer til alt, meget et selfmade studie. Ud over det gruppearbejde, du skal igennem, er der i din studietid ikke mange muligheder for at høste fordelene ved at samarbejde – og selv i gruppeeksamener er der fokus på den individuelle karakter.Men lad os alligevel se på, hvilke muligheder du har, og hvorfor det er en fordel for dig. 

JO FLERE DU SAMARBEJDER MED, JO STØRRE SUCCES

En af de største midler til at bremse krig – eller aldrig starte krig – er gennem handel. Handel er definitionen af et samarbejde, hvor to parter udveksler produkter, services eller penge og hvor begge er tilfredse med handlen. 

I bogen The Rational Optimist går forfatteren Matt Ridley så vidt og siger, at når man ser tilbage i historien, så er det de lande og de virksomheder, der har haft flest samarbejdspartnere, der har nydt størst succes. 

Det er den indstilling til samarbejde, du skal bruge for at opbygge en målrettet profil og et jobgivende CV. Jo flere mennesker, virksomheder og organisationer du samarbejder med, mens du studerer, jo større held vil du have med at få en succesfuld karrierestart.

Årsagen er, at jo flere du har hjulpet, projekter, du har været del af, og organisationer, du har været tilknyttet, jo flere muligheder har du for at skabe resultater, du kan fremvise.

HVORDAN KAN DU SKABE RESULTATER SAMMEN MED ANDRE

“Our very survival depends on our ability to form communities and form cultures”.

– SIMON SINEK – fra hans tale: If you don’t understand people, you don’t understand business

Når en golfspiller vinder en pris, er den første person, de takker, deres caddie. De ved godt, at deres gode resultater skyldes deres samarbejde med deres caddie. 

Desværre er der på universitetet ingen fokus på fordelene ved at vise holdånd, og der er heller ingen anerkendelse af at vise holdånd.

Hvis du nu tænker: Hvad med gruppearbejde?, så er svaret, at gruppearbejde ikke bidrager til at opbygge den form for holdånd, virksomhederne efterspørger.  

På samme måde er der heller ikke på universitetet fokus på, at de studerende opnår de dokumenterbare resultater, som arbejdsgiverne er interesserede i at høre om.

Det er en ting at sige, at du succesfuldt har indsamlet 88.000 kr. som fundraiser i den lokale bordtennisklub. Men du ville ikke have haft den succes på dit CV, hvis den lokale formand for bordtennisklubben ikke havde troet på dig og delt sin erfaring med dig om, hvordan man gennemfører en succesfuld fundraisingkampagne.

Arnold bad om hjælp, fordi han vidste, at hans ønskede resultater kun kunne realiseres, hvis han fik hjælp fra andre. På samme måde skal du finde tid til aktiviteter, der kræver, at du både får lejlighed til at spørge andre om hjælp og til at hjælpe andre. Du skal stoppe med at prøve at bevise, at du kan og vil selv – alene. Du skal med andre ord droppe primært at udføre aktiviteter, som du udfører alene, og som kun hjælper dig selv. Jeg taler naturligvis om at være fuldtidsstuderende.

Tænk lige over det i to sekunder: Hvem, ud over dig selv og dit universitet, får nytte af, at du indkasserer en topkarakter i et fag, hvor du ikke har intentioner om at bruge den viden, du har fået fra faget?

 Gode karakterer vidner om, at du har selvdisciplin og evnen til at sætte dig ind i et fag godt nok til at opnå en forståelse for det fag, der imødekommer et universitets krav. Men kan du fremhæve eksempler på andre personer, der har fået gevinst af din indsats?

Et CV kan vise åbenhed over for samarbejde og evnen til at skabe resultater sammen med andre – og allerhelst skal det fremgå, at din evne til at samarbejde kan føre til, at du kan skabe resultater for andre.

Der er en årsag til, at de fleste jobopslag skriver, at de ønsker en holdspiller. Derfor skal du vise, at du er en holdspiller.

DU KAN IKKE OPBYGGE EN HOLDÅND UDEN AT SAMARBEJDE MED ANDRE

En af mine absolutte favoritskuespillere er Allison Janney. Hun tog røven på alle i salen, da hun modtog sin Oscar for filmen I, Tonya. Hun startede med at sige: “I did it all by myself” – efterfulgt af latter i hele salen, hvorefter hun fulgte den op med: “OK. Nothing further from the truth.” 

Enhver, der har været tilknyttet store projekter, som en film er, ved, at ingen på holdet kunne have gjort deres arbejde så godt, som de gjorde, uden støtte fra resten af holdet. Det er derfor, at det er så vigtigt, at du kan skrive, at du har været en del af et hold, på dit CV.

Den erfaring, du har fra et gruppearbejde, er med til at fortælle historien om, hvem du er. Allison Janney kan fremvise en Oscar for et fremragende stykke skuespil. Men der, hvor hun og alle andre får respekt for deres præstation, er, når de fremhæver andre for deres indsats. 

Vi er biologisk hardwired til at ville bruge tid sammen med mennesker, der anerkender andres indsats. Lad mig kort uddybe:

Når du er en del af noget større, oplever du oftere effekten af det kemiske stof serotonin. Serotonin er også, hvad din krop udløser, når du får en følelse af stolthed over at få topkarakter. Det sjove er, at dine forældre får den samme oplevelse, når du fortæller dem, at du har fået topkarakter.

Brug de næste 40 minutter fornuftigt ved at se denne video med Simon SInek, derforklarer om serotonin, dopamin, oxytocin m.fl. I denne video, som altid i et højere tempo, for at nå til de 40 minutter. Videoen er baseret på hans bog, Why Leaders Eat Last, der også kan anbefales. 

Potentielle arbejdsgivere kontakter ikke din underviser for at høre nærmere om den karakter, du har fået, for din soloindsats. De ringer derimod gerne til andre arbejdsgivere for at høre nærmere om, hvordan du er at arbejde sammen med – hvordan du indgår i et fællesskab.

HVORDAN FÅR DU MULIGHED FOR AT SKABE RESULTATER SAMMEN MED ANDRE?

Brug din studietid på andet end at jage høje karakterer. 

En af de ting, jeg ville have gjort om i min studietid, er, at jeg ville have stiftet nye bekendtskaber og involveret mig i projekter, hvor jeg kunne skabe resultater, der var større end de resultater, jeg kunne skabe alene. 

Eksempler på dette kunne være at være mere aktiv i flere frivillige organisationer, have deltaget i mange de fremragende events som CBS afholdt, dyrket holdsport, så jeg kunne vise resultaterne af, hvor meget vi sammen havde kæmpet og vundet. Andre måder kunne være at være en del af en startup. 

Der er en årsag til, at de fleste jobopslag skriver, at de ønsker en holdspiller. Så vis, at du er en holdspiller.

SIG IKKE, AT DU ER EN TEAMPLAYER. VÆR EN DEL AF ET HOLD, OG LAD RESULTATERNE VÆRE DIT BEVIS

Mennesker er sociale væsner. Selv introverte mennesker har brug for at have sociale relationer med mennesker, de kan stole på. Socialt samvær giver os energi, og vi klarer os bedre, når vi samarbejder. For når alt kommer til alt, så er det tillid til hinanden, og at vi tror på, at vi kan gøre det, vi lover, der er med til at sikre, at vi får et arbejde. 

Jeg mener, du står stærkere, når du skal søge jobs efter studiet, hvis du i løbet af din studietid beviser, at du har udvist interesse for at være en del af et hold. Det giver dig både anbefalinger, netværk, kompetencer, erfaring og referencer til konkrete resultater, der, modsat karakterer, kun kunne være opnået, hvis du var en del af et hold.

Når du hjælper andre, opbygger du et bagland af medarbejdere, holdspillere, medlemmer fra de organisationer m.m., der hellere end gerne vil bruges som referencer på dit CV og fortælle en potentiel arbejdsgiver, at du er en teamplayer. Og hvad andre siger om dig, vejer tungere, end hvad du siger om dig selv. 

Du står stærkere, hvis du kan vise, at du er nået frem til, hvor du er, fordi du har fået hjælp af andre – og at du selv har hjulpet andre.