Studielivet er en tid med lave indtægter og ofte høje boligudgifter. Manglende penge er en stressfaktor for mange studerende. Det samme er for høje lån. Og det er en skam, fordi lån er en del af voksenlivets realitet og bør indgå som en del af investeringen i ens uddannelse, så man får den bedste karrierestart. 

Det store spørgsmål til studerende i dag, der får SU, men stadig mangler penge til at få det hele til at løbe rundt (inklusive udgifter til spas og løjer) er: Skal du vælge at tage et studielån, eller skal du tage et studiejob til at supplere din SU med, mens du studerer? 

Jeg starter med konklusionen: Du skal tage SU-lån fra dag et, hvis du kan. Men da du nok allerede er i gang med studiet, så skal du begynde i dag. Jeg kommer med kommentarer og undtagelser til sidst. 

Det CV-forstærkende studiejob skal være din topprioritet

Tid er en begrænset ressource for os alle. Og hvis du vælger at arbejde i et job, der ikke forstærker dit CV, har du ikke mulighed for at bruge den samme tid på at finde et, der gør. Lidt ligesom at lægge bare lidt penge til side som ung, kan det være svært at se afkastet af ens investering, når den ligger så langt tid ude i fremtiden. 

For man kan ikke blæse og have mel i munden. Du kan ikke både arbejde i et nemt job, der giver dig et afbræk fra studiet, og arbejde i et job, der udfordrer dig og giver dig et stærkere CV. 

Men du kan tage et SU-lån og supplere din SU, mens du målrettet søger efter et CV-forstærkende job. Da relevante jobs for din karrierestart vil være mere målorienterede, vil du derudover også have bedre muligheder for at bede om en højere startløn, fordi du kan opnå større resultater, end du kan i et job, hvor du, groft sagt, udfører et stykke arbejde, mange andre kan gøre lige så godt.

Reklevant studiejob

Gæld er ikke (altid) et onde

Det er helt ukontroversielt at sige, at man vil være fornuftig og ikke stifte gæld ved at tage SU-lån. Men gæld er ikke nødvendigvis et onde, man død og pine skal undgå. Du stifter gæld for at få et hus. Du stifter gæld for at starte en virksomhed. Og du bør også stifte gæld i din studietid, så du kan oparbejde en attraktiv profil til jobmarkedet, mens du studerer, så du ikke havner på dagpenge. 

Betragt SU-lån som en investering i din fremtidige karriere, hvor afkastet er den erfaring, som gør din fremtidige arbejdsgiver mere tilbøjelig til at ansætte dig.

Du skal ikke fokusere på de penge, du skylder, når du er færdiguddannet. Du skal se på de penge, du ikke tjener som færdiguddannet, hvis du ikke går direkte i arbejde. 

Satsen mellem, hvad du får udbetalt som dagpengemodtager i 6-12 måneder, kontra hvad du vil få udbetalt i et job, er det beløb, du skal fokusere på. Selv med forhøjede priser på mange ting, fordi du ikke længere er studerende, vil du kunne høvle en stor del af din studiegæld af i den periode. 

Din startløn er afhængig af din startdato

Hvor hurtigt du kommer i job, har også en effekt på, hvor mange penge du tjener i dit første job. For du opbygger anciennitet fra dag et, og det vil påvirke din løn i positiv retning.

Modsat går du glip af flere penge som arbejdsløs hver måned, end hvis du var i job og i gang med at betale ditSU-lån tilbage. 

Det gør heller ikke noget godt for udsigten til en ordentlig startløn, hvis du har været ledig i en længere periode efter studiet. 

Sat op i en graf kan det se sådan her ud:

Startløn afhænger af hvor hurtig du kommer i arbejde efter studiet

Grafen viser, hvordan akkumulering af selv marginale positive indtægter kommer til at arbejde for dig med tiden, og hvordan du på samme måde “akkumulerer tabte indtægter”, for hver måned du ikke er i arbejde.

Med andre ord: at gå arbejdsløs uden studiegæld er dyrere for dig end at være i arbejde, med studiegæld.

Og så kigger vi ikke engang på feriepenge, pension, bonusser og andre økonomiske frynsegoder, du får ved at være i job kontra ved at være på dagpenge.

Hvilket leder os over til næste naturlige spørgsmål: 

Hvor meget studielån bør du optage?

Jeg anbefaler det maksimale beløb! Selvom der kommer renter på, overgås den ulempe af det, du køber dig med lånet: at kunne overleve økonomisk i en periode, hvor du ikke har et studiejob, men i stedet bruger din tid på søge efter et relevant studiejob eller udføre andre ikkebetalte studieboosteraktiviteter. 

Hele målet med øvelsen er at få erfaring, som er relevant for din kommende arbejdsgiver, og som efter studiet kan omdannes til hurtig ansættelse og en øget indtægt.

Brug dit studielån smart – køb dig tid

Her vil jeg gerne understrege, at bare fordi du låner ekstra penge, er det på ingen måde meningen, at du skal bruge dem. Det er ikke ekstra penge til ekstra forbrug. Det, du køber med dit SU-lån er først og fremmest …tid. Tid, du ikke skal bruge på et job, som ikke forstærker dit CV.

Dit studielån er til husleje, mad, alkohol … alle de udgifter, du har. Og ikke andet. Det er ikke til investering, ferie, gambling, ekstra tøj, dyrere alkohol og flere restauranter. 

Dit forbrug, når du tager SU-lån, skal gerne være 100% identisk med det forbrug, du ville have, hvis du fik det samme beløb udbetalt i et studiejob – og gerne lavere.

Hvis jeg får et godt og relevant studiejob, skal jeg så begynde at betale mit lån tilbage?

Til det spørgsmål vil du ofte høre to modstridende svar:

  1. Ja, selvfølgelig. Det er altid smart at betale af på lån.
  2. Nej, studielånet er et af de billigste lån, du nogensinde får. Du bør investere, eller sætte pengene til side, til når du skal låne til en bolig.

Der er sandhed i begge svar. Så hvad der er den rigtige løsning for dig, kommer an på din specifikke situation.

Jeg havde selv et lån på godt 40.000 kr., da jeg var færdig, og jeg var ret fokuseret på at komme af med det hurtigst muligt. Så jeg solgte flere af mine aktier for at betale så meget af som muligt.

Nogle af de aktier var godt ti år senere, ti gange så meget værd, i dag tyve gange så meget værd. Så det viste sig at det ikke var en skidesmart beslutning. Men samtidig føltes det også fantastisk, at jeg, under et år efter jeg var færdig med studiet, havde betalt mit lån af.

Hvorfor betalte jeg ikke mere af fra andre indtægter og undlod at sælge mine aktier? Fordi jeg ikke gik direkte fra uddannelse til job og fik en hyre, der gjorde det muligt. Havde jeg gjort det, ville jeg have brugt min løn og ikke min aktieopsparing på at nedbringe min SU-gæld.

Her er ikke noget rigtigt og forkert, men når jeg ser tilbage, ville jeg ønske, jeg havde nøjedes med at betale af på mit lån med de indtægter, jeg havde, og skruet op for tilbagebetalingen, når jeg havde fået et fast job. 

Hvis jeg var gået direkte fra uddannelse til job, ville jeg have begyndt at betale lånet af så hurtigt som overhovedet muligt.

Hvornår skal du IKKE tage SU-lån fra dag et?

  • Hvis du allerede er i kæmpe forbrugsgæld, vil jeg ikke anbefale det. Men jeg vil også understrege, at jeg ikke er økonomisk rådgiver, og derfor bør du snakke med en professionel om det.
  • Hvis du har et vanvittigt stort forbrug (eller misbrug), så fokuser på at få det under kontrol. Forståelse for personlig økonomi er en af livets største udfordringer, men også vejen til lykke, når man har styr på det. 

Jeg er endnu ikke økonomisk uafhængig, så lad være med at tro, at det, jeg siger, nødvendigvis er den rette løsning for dig. Men pas også på med at lytte fra råd fra folk, der ikke selv har styr på deres økonomi. Det er sjovt nok ikke alle økonomiske rådgivere, der har styr på deres egen økonomi. Det vigtigste er, at du er kritisk og bruger din sunde fornuft, når du optager SU lån.

Giv mig nogle tal for SU-lån

I 2023 kunne du låne 3371 kr. Om måneden udover din SU. Og en uddannelse på normeret tid er 58 måneder.*

Hvis du tager SU-lån i 54 måneder, altså fra starten af andet semester og slutter til normeret tid, og du regner med at have det hele betalt 24 måneder efter at du er færdiguddannet, ser tallene sådan her ud:

Du har fået udbetalt: 168.550 kr.

Med renter ved studieafslutning er beløbet:  182.805 (altså 14.345 kr. højere, dvs. i gennemsnit 256 kr. i renter per måned).**

Efter 24 måneder vil du samlet have betalt: 190.757 kr. af. (altså 22.207 kr. i renter ud over de penge du har lånt).

Det giver et månedligt afdrag på 8316 kr. (du skal betale af på dit lån hver måned, når du er færdiguddannet), hvis du vælger at betale det af inden for den tidsramme. 

Det virker som rigtig mange penge og tæt på det samme, man får udbetalt med SU og SU-lån tilsammen.

Men du har også en helt anden indtægt, når du er i arbejde og ikke længere studerende. Forudsætningen er selvfølgelig, at du skal have et fuldtidsjob lige efter studiet, der er akademisk lønnet.

Og så er cirklen sluttet, for din chance for at lykkes med det øges markant, når du med dit SU-lån i ryggen bruger ressourcer på at finde det studiejob, der gør overgangen fra studie til arbejdsliv meget nemmere.

Konklusion 

Dit absolut primære formål med at tage en uddannelse er at gå direkte i et job, du er glad for. Både for dit velværes, for samfundets og for din økonomiske situations skyld.

At fravælge SU-lån, for at undgå SU-gæld er som at bruge sin tid på at samle flasker for at supplere sin indtægter frem for at bruge tid på at studiebooste og opbygge et CV, der med tiden vil betale 10 X så meget,

Handlingsplan for dig nu, hvis du ikke allerede har gjort det:

  • Gå ind og lån SU – fuld skrue.
  • Lad være med at ændre dit forbrug. Det er ikke, hvad pengene er til.
  • Hvis du har et dead end-job, så sig op i morgen.
  • Afklar, hvad du vil arbejde med i dit første job → her er en guide.
  • Gå i gang med at studiebooste, så du kan få et studiejob, der bringer dig så tæt på det ønskede job som muligt.
  • Og så husk at nyde studielivet, og husk, at det er arbejdsgivere, ikke dine undervisere, der bestemmer, om du får et job eller ej.

Hyppige spørgsmål om SU

Hvor meget får man I SU i 2024 som udeboende i 2024?

6820 kr. pr. måned før skat i 2024, når du er 20 år eller derover og bor i egen bolig.

Hvad er reglerne for at få SU <– Du finder overordnet alle reglerne her.

Er SU skattefrit?

Nej. SU er skattepligtig indkomst; Skatten fratrækkes inden udbetaling.

Hvor meget må du tjene ved siden af SU?

Beløbet er over 13.000 kr. per måned.

Får man SU i sommerferien?

Hvis du er i gang med en uddannelse, så ja.

Er der mange lande, hvor man får SU?

Nej. Danmark er klassens duks, når det gælder at give både økonomisk støtte og gratis uddannelse.

Hvordan får jeg et relevant studiejob, så jeg ikke behøver at tage SU-lån, og samtidig opbygge et stærkt CV?

Du investerer i bøgerne Studiebooster såvel som Brandingbooster. Og når du er nået til niende semester, så investerer du i og læser Specialebooster.

Så er du mere end godt rustet til at bruge din studietid optimalt til en succesfuld start på din karriere.

Du kan læse mere om de forskellige bøger <– her.

*Jeg har taget disse fra Bankinfo. Du kan se de opdaterede tal på, hvor meget du kan låne på SU lånesatser. Og vi ser bort fra forsørger tillæg og andre ekstra tillæg.

**Bemærk: Der er nogle tal med afdragsfrie måneder, som du bør snakke med en, der er fuldblods ekspert i SU lån om det her.